”Jeg vil fortælle en historie,” sagde vinden.

Eventyrene, som Hans Christian Andersen har modtaget anerkendelse for i hele verden, fortæller ganske meget om den danske sjæl. Selvom eventyrene beskriver de mest fantastiske situationer, er det realiteterne i daglige liv i det 19. århundrede i Danmark, der giver eventyrene dybde. Eventyrene rummer universale sandheder om den menneskelige væremåde, hvilket har tiltalt mange kulturer i adskillige år.

Andersen er dansk mester inden for litterære eventyr. Han skrev også skuespil, romaner, digte, rejsebøger og flere selvbiografier. Mange af disse værker er kun kendt i mindre grad udenfor Danmark, men hans eventyr er blandt de hyppigst oversatte værker i hele den litterære historie på verdensplan.

Hans Christian Andersen er født i 1805 i Odense på Fyn. Han var søn af en skomager og en analfabetisk vaskedame. Faderen døde da Andersen var 11 år. I en alder af 14 år forlod Andersen Odense for at forfølge en drøm: En fremtid som skuespiller og sanger i København.

Selvom Andersen i en ung alder blev sanger, skuespiller og sågar optrædende hos den Kongelige Teater Ballet, så den tidlige Andersen tilhænger Jonas Collin, instruktøren for det Kongelige Teater, at Andersens fremtid ikke var på de skrå brædder, men som forfatter. Collin indsamlede penge, der gjorde, at Andersen kunne færdiggøre sin uddannelse.

I 1829 producerede Andersen, hvad man anser for hans første vigtige litterære værk, Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i aarene 1828 og 1829. Et fantastisk eventyr, der minder om den tysk-romerske forfatter E.T.A. Hoffmanns stil. Selvom han også skrev skuespil, blev Andersen i lang tid kun regnet for at være en romanforfatter. De fleste af hans romaner er selvbiografier.

Andersens første eventyrbog, Eventyr, fortalt for børn (1835), indeholder historier som ”Fyrtøjet,” ”Lille Claus og store Claus,” ”Prinsessen på ærten” og ”Den lille Idas blomster”. Den næste samling blev færdiggjort i 1842 og i denne var Billedbog uden billeder tilføjet. Nye samlinger kom herefter i årene 1843, 1847 og 1852. Genren blev udvidet i Nye eventyr og historier (1858-72).

I brugen af idiomer og konstruktioner af talesprog, var samlingerne nytænkende, både i stil og indhold. Nogle eventyr afslører en optimistisk tro på den ultimative triumf af godhed og skønhed, mens andre er ekstremt pessimistiske med ulykkelige afslutninger.

Andersens identifikation med det uheldige og udstødte fremgår tydeligt i hans eventyr. De stærke selvbiografiske elementer kommer til syne i de mere melankolske historier. En biografiforfatter har identificeret Andersens selvportræt i eventyrene. Han er den sejrende grimme ælling og den loyale lille havfrue, den standhaftige tinsoldat og den kongeelskende nattergal, den dæmoniske skygge, det deprimerede fyrretræ og den forladte tændstikpige.

Fra 1831 til 1873 rejste Andersen rundt i en stor del af Europa og en lille del af Asien og Afrika. Hans indtryk er skrevet ned i en række rejsebøger. Til trods for den internationale anerkendelse, han modtog igennem sit liv, følte han sig udstødt og aldrig fuldstændig accepteret.

Et tema, der går igen i alle Andersens værker uanset genren, er social og spirituel opstigning og ønsket om at leve forstået og accepteret for den, man er. Den sidste sætning i fortællingen om den grimme ælling lyder:

”Den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle; og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt, da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: “Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling.”

Andersen døde i København d. 4. august 1875.