Salman Rushdies acceptbrev

Hendes Kongelige Højhed, gæster, venner – tak. Det er en ære at være her og modtage denne pris samt følge i fodsporene på nogle meget prominente navne. Jeg er også glad for at være her og fejre værkerne af H.C. Andersen, en af Europas mestre indenfor historiefortælling.

Historien og romanen startede ikke på samme tid. Ifølge den berømte tyske kritikker, Walter Benjamin, er historie en kollektiv handling, en beretning fortalt af mange munde, skrevet ned af mange hænder, givet videre, hånd til hånd, mund til mund, igennem generationer. I denne definition er historie det tætteste, vi kommer på den hellige gral af litterær kritik, den forfatterløse tekst. Nogle gange, når disse historier bliver samlet og systematiseret, som det ene og det andet, bliver versionerne lært kronologisk, og vi giver dem en forfatter. Iliaden og Odysseen har vi givet forfatternavnet Homer til Mahabharataen og Ramayanaen, og vi har tilføjet navne til barderne Vyasa og Valmiki. Disse forfattere har måske eller måske ikke eksisteret, og hvis de gjorde var det den oprindelige historiefortælling, der gik forud for deres fortælling. Historier er en beretning fortalt af alle, alle steder og ingen ejer dem.

Walter Benjamin sagde derimod: ”Det, der differentierer en roman fra alle andre former for prosa litteratur – eventyret, legenden, selv den lange novelle, er, at det ikke kommer fra en mundtlig tradition eller bliver til det. Det adskiller den især fra historiefortælling. Historiefortælleren fortæller ud fra erfaringer – enten sine egne eller andres. Romanforfatteren har isoleret sig selv. Tilblivelsen af en roman sker udelukkende individuelt.” Til hvilket må tilføjes, at historien kommer ud af en fællesskabsfølelse, en lokalfølelse, og romaner kommer af en nationalitetsfølelse. Tyske historier som dem, der er samlet af Brødrene Grimm, kommer fra den sorte skov – tysk litteratur kommer fra Tyskland.

På trods af disse meget forskellige afstamninger var der i lang tid en stærk interesse for historiefortælling indarbejdet i romanen – enten i eller tæt på midtpunktet i det meste af den bedste fiktion. Det er umuligt at læse Dickens, Austin eller Thackerays værker uden at have forståelse for, at for romanforfatterne i det 18. og 19. århundrede havde historien som udgangspunkt for deres roman. Mange af disse romaner var ekstremt lange og havde brug for en stærk handling til at drive dem. Jeg lærte selv af disse forfattere aldrig at glemme, hvad en god og stærk historie kan gøre for en bog. Hvis man bygger en bil, har jeg altid tænkt, at der skulle en maskine i den.

I det 20. århundrede, for at lave en bred generalisering, omkring perioden for modernisme, skilte romanen sig ud fra historiefortællertraditionen. Jeg råbte bestemt ikke op omkring min fascination af ’Ulysses’ og ’Á la recherché du temps perdu’, men ingen kan påstå, at nogen af dem var drevet af et plot. Plottet tager i den forbindelse andenpladsen.

Separationen af hvad der nu bliver kaldt litterærfiktion fra historiefortællertraditionen har altid forekommet både unødvendig og skadeligt. Populærfiktionen, pulp fiction, undlader aldrig at fortælle den rigtige historie. Disse bøger afhænger af, at fortællingen følger alle bogens sider, skaber konstant interesse, mysterier og drama. Jeg har altid synes, at der ikke er nogen grund til, at seriøs litteratur giver afkald på disse ting. Og jeg har været interesseret i at følge, at litteraturen i det sidste halve århundrede har en fornyet og voksende interesse for den gamle skrivestil, selv i dens helt ældste form – myten, legenden, fablen og eventyret.

For netop denne form for nutidig litteratur er Hans Christian Andersens arbejde en vigtig vejviser. Folkefortællingen, eventyret eller fabler i dets originale europæiske form har ofte en morale. Vær ikke grådig, var moralen for Brødrene Grimms historie om fiskeren og hans kone og den talende skrubbe, der opfyldte alle deres ønsker, indtil konen gik for vidt og ønskede at blive pave. Hvorefter alle paladserne og rigdommen som skrubben havde givet dem forsvandt, og de var tilbage til deres udgangspunkt. Modsat er folkehistorier i Indien mindre interesseret i moraler. I de store fortællinger om Ramayanaen og Mahabharataen har helte basale fejl, og deres modstandere er ikke nødvendigvis grusomme, men ligesom heltene og i besiddelse af heroiske egenskaber. Homer vidste dette. Den trojanske helt Hector, der faldt i kampen mod den græske Akilleus, er ikke en stor kriger, men på mange måder en bedre mand.

De gode kan tabe og fabler kan have anti-helte i stedet for helte. I den indiske fabel om dyrene i Panchatantra er de to sjakaler, som er hovedkaraktererne i historien, det modsatte af at være god. En af dem er endda lusket og manipulerende, og den anden er yderst bedragerisk. Det rigtige er ikke altid det, der er vinder. I disse historier sker det faktisk sjældent.

Moderne forfattere, som har hentet inspiration fra fabler og folkehistorien, har undgået den simple morale fra for eksempel Æsop. Italo Calvino, Gabriel Garcia Marquez, Mikhail Bulgakov er alle fabeldigtere, men ingen af dem er moralister. Adskil fablen fra dens morale og du vil få, hvad der nu er kendt som et lille irritationsmoment som magisk realisme. En ting som jeg selv tager del i.

Det, som interesserer mig ved Hans Christian Andersens historier, er deres standpunkt i den litterære rejse fra datiden til nutiden. De ser i begge retninger, tilbage til det religiøse, strikte, den gode og onde moral fra datiden – den kollektive visdom fra stammen om man vil – og fremad til den fejlende tvetydighed i den moderne individualistiske skrøbelighed: hvad Benjamin kaldte forfatterens følsomhed. Nogle historier er åbenlyst – man kan sige, konservative – religiøse, der skaber kontrast mellem gode egenskaber og djævelskab som for eksempel ’De røde sko’. I ’Den lille havfrue’ vinder heltindens romantiske kærlighed for prinsen ikke dagen. Men hendes mod for selvopofrelse, eller bekymringen for andre end hende selv, tiltrækker velsignelse og giver havfruen mulighed for udødelighed.

I andre historier bliver H.C. Andersens moraler dog besynderlige. Prinsessen i Prinsessen på ærten, der bliver utilpas af tilstedeværelsen af en enlig ært, som ligger under mange lag af madrasser, bliver rost for hendes følsomhed, da det gør hende til en ægte prinsesse. Hvis man læste historien i dag, ville vi være mindre rosende og konkludere, at prinsessen er en forkælet møgunge og måske en plage.

I Kejserens nye klæder er historien mere interesseret i at give kejseren og hans hofmænd deres fortjente straf end i at straffe svindlerne, der lavede de ikke eksisterende klæder, imens de tjente en betydelig sum penge. Hvis de faktisk bliver straffet for deres handlinger, undlader historien at berette om det.

Endnu mørkere, og derved mere moderne, er moralen i Fyrtøjets univers. I starten af historien dræber hovedpersonen heksen og regner det ikke for noget. I slutningen af historien gifter prinsessen sig med helten, selvom de store hunde, der bliver sluppet løs, lige har dræbt hendes forældre. Dette er decideret underligt og er derfor af stor interesse for vores tids desillusionerede følsomhed. Historiens umoral gør historien mere attraktiv for os, end et budskab med en klar morale ville have gjort.

To af Andersens bedste historier illustrerer med sandsynlighed kontrasterne i hans arbejdsgange. Historien om Snedronningen er en oprigtig skræmmende historie, der tillader læseren en lykkelig afslutning. Gerdas kærlighed optør Kays frosne hjerte og det iskolde glasskår, der sidder fast i det, og de tårer hun græder for ham, vasker det andet glasskår ud af hans øje. Selvom der er skræk og rædsel i historien, forbliver det essentielle en del af et traditionelt eventyr.

I Skyggen, som, jeg synes, er H.C. Andersens bedste historie, er slutningen mere Kafkask end at de levede lykkeligt til deres dages ende. Skyggen er adskilt fra dets ejer og erstatter ikke kun et menneske i dets følelser for prinsessen, men prinsessen og skyggen arrangerer også at få en rigtig mand henrettet på deres bryllupsdag. Her er der intet spor af Benjamins forestilling om en traditionel historiefortæller. Dette er en enkeltstående, individuel mørk version af den moderne forfatter.

Hans Christian Andersen hører til den fantasifulde fabeldigtertradition, der strækker sig fra de ældgamle historier til Kafka og Garcia Marquez. Det er den bedste målestok på hans værd. Det er derfor, denne pris betyder meget for en forfatter som mig selv, som arbejder på samme måde.

Endnu engang, mange tak.