Den norske forfatter Karl Ove Knausgård bliver den syvende og første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen, når han modtager 2022-udgaven af den prestigefyldte pris. Prisen vil blive overrakt i oktober 2022 ved en ceremoni i Odense.
Om Karl Ove Knausgård
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård bliver den syvende og første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen, når han modtager 2022-udgaven af den prestigefyldte pris. Litteraturprisen er tidligere gået til Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt i 2018. Prisen vil blive overrakt i 2022 ved en ceremoni i Odense.
Forfatteren bag den monumentale selvbiografiske romanføljeton Min Kamp (2009-11), norske Karl Ove Knausgård (f. 1968), er netop blevet offentliggjort som den kommende modtager af den prestigefyldte ”H.C. Andersen Litteraturprisen 2020”.
Priskomitéens motivation lyder:
“Karl Ove Knausgård tildeles H.C. Andersen Litteraturprisen 2020 for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for i lighed med H.C. Andersen at placere Skandinavien på det litterære verdenskort.”
Første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen
Knausgård bliver den første nordiske forfatter, der modtager prisen. Tidligere er den anerkendte litteraturpris gået til Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt.
Karl Ove Knausgård debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med romanen Ute av Verden, for hvilken han som den første debutant nogensinde modtog den norske Kritikerprisen. Ute av Verden blev i 2004 fulgt op af En tid for alt, der ligeledes blev vel modtaget i både ind- og udland. Begge romaner er siden udkommet på dansk med titlerne Ude af verden (2005) og Alting har en tid (2007).
En stærk ambassadør for nordisk litteratur
Bedst kendt er dog Knausgårds kolossale hovedværk Min Kamp, der udkom i seks bind i årene 2009-2011. Romanføljetonen blev solgt i mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og er siden blevet udgivet i resten af Norden og det meste af den vestlige verden, hvilket har gjort ham til en litterær rockstjerne – ikke bare i Norden men i høj grad også i USA og England.
I Min Kamp beskriver han minutiøst og med en stærk følelsesmæssig intensitet sin opvækst og sit familieliv, hvilket blandt andet har skabt markant debat internationalt om, hvor grænsen går mellem fiktion og virkelighed. Tilbage står dog et værk, som rigtig mange har kunnet spejle sig i – både mænd og kvinder.
Siden da har Knausgård udgivet flere markante essaysamlinger, blandt andet en årstidsserie, som han skrev til sin ufødte datter. I 2019 udkom novellen Fuglene under himlen, hvor Knausgård vender tilbage til fiktionen med en stramt komponeret fortælling, der danner udgangspunkt for en teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt. Novellen har fine referencer til den danske filosof Søren Kierkegaard.
Foruden æren modtager Karl Ove Knausgård bronzeskulpturen The Ugly Duckling, skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, en pris på 500.000 kroner og diplomet The Beauty of the Swan.
Karl Ove Knausgård vil være til stede i Odense for at modtage prisen ved en ceremoni den 30. oktober 2022.
Motivation for at tildele Karl Ove Knausgård prisen
Karl Ove Knausgård tildeles H.C. Andersen Litteraturprisen 2020 for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for som ham at optegne Norden på det litterære verdenskort.
Karl Ove Knausgård er en norsk forfatter, født 1968 og opvokset på Tromøya ved Arendal og i Kristiansand. Han har studeret kunsthistorie og litteraturvidenskab på Bergens universitet. I Bergen gik han også på Skrivekunstakademiet i Hovdaland, en norsk pendant til Forfatterskolen i København. Han debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med romanen Ute av Verden og fik som den første debutant nogensinde den norske ”Kritikerprisen”. Alligevel var romanen længe om at komme til Danmark, hvor den først udkom i 2005. Hurtigere gik det med En tid for alt fra 2004, der i 2007 forelå på dansk under titlen Alting har en tid. Fra 2009 til 2011 udkom den monumentale selvbiografiske romanføljeton Min kamp, hvis seks store bind erobrede først Norge med salgstal efterhånden forbi den halve million, siden de nordiske nabolande og resten af den vestlige verden. Bind 6 udkom på engelsk i september 2018 under den passende titel The End.
I slutningen af Min kamp glæder fortælleren sig over, at værket er færdigt, men paradoksalt nok også over, at han så ikke længere er forfatter. Hvordan man end skal udlægge dette, så har Knausgård ikke siden skrevet romaner, men derimod forskellige andre former for prosa. Her er det vigtigste værk en firebinds cyklus af bøger med små essays om alt mellem himmel og jord, tilegnet den først ufødte, siden nyfødte datter – ordnet efter årstiderne og udgivet i årene 2015-16. Seneste udgivelse er en lille bog om skriveprocessen: Uforvarende fra 2018.
Min kamp er formentlig den største litterære begivenhed i nyere skandinavisk litteraturhistorie. Knausgård blev en litterær rockstjerne, som noget usædvanligt for nordisk litteratur i høj grad også i England og USA. I Skandinavien har han været omgivet af polemik, ikke mindst i fødelandet Norge og i Sverige, hvor han som voksen bosatte sig og stiftede den familie, hvis intime liv han beskriver i Min kamp. Succesen og balladen kan tage sig mærkelig ud, når man tænker på, at romanens grundlæggende projekt er at beskrive forfatterens egen opvækst og familieliv så minutiøst som muligt. Hvis man hertil lægger, at fortælleren gerne afbryder sine handlingstråde med lange essays om alt muligt og med stillestående beskrivelser af kaffedrikning, toiletbesøg og en smøg på altanen, virker virakken nærmest uforståelig.
Forklaringerne skal formentlig både findes i værket selv og i tiden, altså i en kombination af høj litterær kvalitet og stærk aktualitet. Hvad angår det sidste, er det nærliggende at tænke på Knausgård som del af den internationale genopdagelse af Norden i de seneste tiår. Hvad angår hans prosa, så oplader han dagliglivet med stærk følelsesmæssig intensitet og betydning, ligesom hans midtvejskrise og livshistorie har vist sig at være en, som rigtig mange har kunnet spejle sig i. Vel at mærke både mænd og kvinder. Samtidig er Min kamp en del af en større forandring af litteraturen i disse år, nemlig opløsningen af skellet mellem romangenren og fiktionsbegrebet. Romaner kan nu snildt handle om virkelige personer og genfortælle virkelige hændelser. Min kamp har her klare forbindelser til både kunstens udvikling fra 1990’erne og frem, de sociale mediers udbredelse og de fortsat ynglende former for reality-tv.
FOTO CREDIT PRISGALLERI: Lars E. Andreasen
Karl Ove Knausgård prisgalleri
Karl Ove Knausgårds acceptbrev
Karl Ove Knausgårds takketale på norsk
Det er en stor ære å motta en litterær pris i H.C Andersens navn. Hvis jeg skulle driste meg på å summere HC Andersens liv og forfatterskap i ett ord, ville det ordet være «overskudd». Fra han kom til København fra Fyn som fjortenåring, og sang og danset for alle som ville se ham – og for ganske mange som ikke ville se ham også – og fram til han døde i samme by femtifem år senere, var alt HC Andersen gjorde, preget av overskudd. Helt fra første stund er det som om han renner over av ord, setninger, rim og sanger. Selv sa han at «idéer kommer ligesom kyllinger, den ene ovenpå den anden.» Hele hans forfatterskap vitner om det, idéer og innfall velter fram som kyllinger, og spørsmålet som uvergerlig melder seg, er: hvor kom de fra? Hvordan kunne det ha seg at en landsens jypling uten noen form for utdannelse flommet over av ord, setninger, rim og sanger? Han utga sin første bok da han var sytten, kalt Ungdoms-Forsøg, under det fyndige pseudonymet Villiam Christian Valter. Villiam, det er Shakespeare, Christian, det er Andersen selv, mens Walter er Walter Scott. Valget av navn vitner selvfølgelig om ungdommelig overmot, men sier også noe om hvor Andersen som syttenåring var hen: han var midt i fortellingen. Debutboken, som for øvrig var et tidlig eksempel på crowd funding, inneholder litt selvbiografi, litt Shakespearesk drama, litt norrøn saga, litt skotsk eventyrroman, litt lokale legender, litt eventyr, litt rim, litt dansk samtidsdikting. Andersen var alltid en vill forfatter, men aldri villere enn her, på godt og vondt – fra et estetisk synspunkt kanskje mest på ondt, men det man kan se og føle, er et enormt uttrykksbehov, gutten renner over av tekst, og i det ligger det selvfølgelig en like stor livskraft og ikke minst livsglede. Det er bemerkelsesverdig at Danmark omtrent på samme tid fostret en annen forfatter som var like fylt av overskudd, villskap og frihet i skrivingen, og som også skulle tre inn i verdenslitteraturen, nemlig Søren Kierkegaard. HC Andersen og Søren Kierkegaard er jo antagonister på nesten alle tenkelige vis – mens Kierkegaard skinner der oppe på filosofiens himmel, sammen med de aller største tenkerne i moderne tid, befinner HC Andersen seg nede i folkedypet, hvor historiene hans har satt seg så ettertrykkelig at navnet hans nesten har forsvunnet fra dem – alle kjenner til keiserens nye klær, alle kjenner til den lille havfruen, alle kjenner til prinsessen på erten, men ikke alle vet, i alle fall ikke utenfor Skandinavia, at det var HC Andersen som skrev dem. De er antagonister, men det de har til felles, er kanskje det viktigste av alt for en forfatter, og kanskje ikke så vanlig som man skulle tro, nemlig nærhet til skriften. Avstanden mellom tanke og tekst er ekstremt kortreist hos begge, og dermed blir avstanden mellom forfatter og leser tilsvarende kort. I HC
Andersens tilfelle var avstanden til omverdenen også bemerkelsesverdig kort, for ham, kan det se ut som, var alt fortellinger, om den kom fra en gammel moster og hadde versert i hundrevis av år eller om den var skrevet av Odenschlager så ikke ut til å spille noen rolle for den unge Andersen, det var fortellingen han hørte, og det var fortellingen han etterhvert foredlet, til et slikt nivå at han selv, den lange slåpen med det vanlige navnet, simpelthen forsvant fra den, som om han var så i ett med det å fortelle at han til sist ikke kunne skilles fra fortellingen han fortalte.
Å få en pris i en slik forfatters navn, er selvfølgelig en veldig ære. Større blir den når jeg ser på listen over tidligere prismottagerne. Både Isabel Allende og Salman Rushdie leste jeg som tenåring, sammen med andre forfattere innenfor den retningen som ble hetende magisk realisme, og i et par år var det slik jeg forsøkte å skrive selv, særlig som Rushdie, det var overskuddet i romanene hans jeg var ute etter, det bugnende, frodige, fantasifulle livet, til jeg forstod at beskrivelsen av livet måtte, på en eller annen måte, komme innenfra for å være sant. Alle som skriver, står åpne mot det de leser, men det de leser, kan ikke bare overtas, det må innom det indre, blande seg med alle de andre erfaringene, før det kan komme ut igjen og bli sant. Dette kan ikke planlegges, form er ingen gevant man ikler seg, form er noe som oppstår når det er kort vei mellom verden og jeg-et og mellom jeg-et og teksten. Så forskjellig de tidligere pristagerne enn er, har de det til felles: fortellingen er deres element, i fortellingen er de frie. Og få forfattere har vært friere enn ham i hvis navn denne prisen er gitt.
Jeg vil takke forlaget som utgir bøkene mine her i Danmark, Lindhardt og Ringhof, og ikke minst min redaktør der, Susanne Bent Andersen, som helt fra begynnelsen har fulgt og støttet bøkene mine i tykt og tynt. Jeg vil også takke oversetteren, Sara Koch, som også har vært med helt fra begynnelsen og alltid like imponerende. Det må man ikke glemme: når noen leser mine bøker på dansk, er det Sara Kochs ord dere leser, ikke mine. Til sist, og ikke minst, vil jeg takke priskomiteen som har vist bøkene mine denne store ære. Jeg vil også takke Odense by og alle som har vært med på å gjøre dette til en så spesiell dag.
Tusen takk!